D.1 juli blev en magisk og historisk dag for cykelsporten. Men mest af alt for eritreisk og afrikansk cykelsport. Biniam Girmay fra Intermarche-Wanty vandt nemlig 3.etape af verdens største cykelløb Tour De France.
D.6 juli blev det endnu vildere, da Biniam vandt endnu en World Tour etape. Nemlig 8.etape af Tour De France
Etaperne havde ikke den store betydning for det samlede klassement, og for mange synes den ligegyldig i det store billede. Blot endnu en flad sprinter etape som endte i en massespurt.
Men for udviklingen af afrikansk cykelsport og for Eritreas unge drenge og piger er denne års Tour gået hen og blevet historisk. Biniam Girmay fra det belgiske hold Intermarche var nemlig den første sorte afrikaner til at vinde en Tour de France etape. Altså en kæmpestor milepæl for hele kontinentet.
Og det er ikke helt tilfældigt at Eritrea er gået hen og blevet en habil cykelnation. Historien om cykling i Eritrea starter helt tilbage i 1930`erne. For at komme til bunds i landets historie, og forhold til jernhesten må vi dykke ned i afrikansk kolonihistorie, og italiensk politik.
Vi skal tilbage til 90`erne. Men ikke de 90`ere vi alle kender så godt. Ikke de 90`ere med Beastie Boys, Britney Spears og kassebukser. Nej vi skal helt tilbage til industrialiseringen i 1890`erne. På det her tidspunkt foregik den første italiensk-abessinske krig. Italien var før tilstedeværende i Abessinien i største delen af 1890`erne. Et italiensk fragtfirma havde købt land i byen Massawa, og efter det stykke land blev solgt til de italienske myndigheder, ja så kunne Kongeriget Italien med fordel indlede deres koloniale ekspansion. Det førte til en række blodige slag, og mest markant af dem alle var Slaget ved Adwa. Her blev italienerne knust, og måtte se sig besejret af det Abessinske kejserrige.
Slaget ved Adwa står den dag i dag tilbage som en historisk begivenhed. D.1 marts 1896 var dagen hvor en moderne europæisk koloni magt blev besejret af en afrikansk hær. Det var aldrig sket før.
Men i slutningen af 1920`erne begyndte Italien igen for alvor at vise interesse i at erobre det østafrikanske rige. Under Benito Mussolinis styre førte kongeriget en ekspansiv udenrigspolitik, hvilket resulterede i at Italien påbegyndte endnu en erobring af Abessinien i 1935.
Mussolinis styrker var klart overlegne. Med Bombefly og kampvogne samt brug af krigsgas vandt de et blodigt slag. Lige præcis brugen af krigsgas fik en lang række medlemmer af Folkenes Forbund til at fordømme det italienske ringe.
Hvad er Folkenes Forbund kan jeg høre dig spørge? Folkenes Forbund var en international organisation som blev oprettet på baggrund af 1.verdenskrig. Organisationen skulle forsøge at skabe verdensfred, men som vi alle ved brød 2.verdenskrig ud ikke længe efter.
Men lad os vende tilbage til Abessinien. Den nuværende etiopiske hovedstad, og daværende Abessinske hovedstad Addis Abeba faldt den 5.maj 1936. Dermed mistede rigets sin afhængighed og få dage efter blev den italienske konge Victor Emmanuelle 3 udpeget til kejser af Etiopien, mens det fascistiske stats overhoved Benito Mussolini proklamerede det romerske imperiums genfødsel.
Det er en kende kuriøst at den italiensk-abessinske krig fandt sted, så kort tid efter Italiens VM i 1934. Mussolini havde brugt slutrunden til at opnå popularitet blandt sit eget folk, såvel som omverden. Og den popularitet brugte han til sin fordel ved at indlede den føromtalte krig.
Ligeså brugte Adolf Hitler OL i 1936 til at opnå popularitet og fremvise den ariske race og den tyske infrastruktur før hen invaderede Polen få år efter. Og det mest nutidige eksempel er Ruslands VM i 2018, som Vladimir Putin på samme måde brugte til at opnå popularitet og opbakning, før Rusland blot 4 år efter startede invasionen af Ukraine.
Der er tydeligvis nogle klare ligheder når autokratiske regimer bruger sporten som politisk værktøj. Det er bestemt værd at være opmærksom på. Specielt i en tid med uroligheder i Mellemøsten, og et forestående VM i Fodbold i Saudi Arabien 2034.
I slut 1930`erne begyndte de første cykelløb at opstå i det vi i dag kalder Eritrea. I starten var det kun italienerne der måtte deltage, men med tiden fik de indfødte lov til at være med. Løb af forskellig størrelse blev afviklet hver weekend og gaderne var propfyldt med spændte eritreiske tilskuere.
Cykelløbene i Eritrea fik hurtigt en symbolsk værdi som værende kolonimagten mod de undertrykte. Her fik eritreerne mulighed for at visse deres fysiske formåen op i mod de privilegerede italienere.
Men cyklen manifesterede sig også hurtigt i eritreisk kultur. Både på konkurrence plan som belyst, men også i dagligdagen. De store byer i Eritrea er stadig den dag i dag meget lidt trafikerede, men til gengæld fyldt med cykler. Cyklen fylder altså ekstremt meget i eritreisk nationalidentitet.
Eritrea har med sine mange højdemeter, gode forudsætninger for at træne og udvikle cykeltalenter.
Landet har dog historisk set lidt under et brutalt diktatur. Børn ned til 14-års alderen kan blive tvunget i militæret. Mobiltelefoner skal du søge om tilladelse til at købe, og størstedelen af landets borgere får deres mad via kuponer, som de får udleveret.
Og det er meget svært, ja nærmest umuligt, at komme ud af landet.
Men som sportsudøver får du, hvis du deltager i en international kamp, turnering eller begivenhed i det hele taget, muligheden for at besøge ukendt land rundt om i den store verden.
Og i 2012 fik eritreiske Daniel Tekhlehaimanot en oplevelse af de helt store. Han er sammen med Biniam Girmay et af de helt store cykelnavne i Eritrea.
Daniel Tekhlehaimanot blev den første rytter fra Eritrea til at deltage i en Grand Tour. Daniel stillede til start for det australske hold Orica GreenEdge i Vuelta a Espana.
Selvom Daniel og hans hold ikke gjorde det store ud af sig, jo så åbnede Daniel med sin deltagelse, døren for eritreisk deltagelse på den helt store cykelscene.
Og i 2015 kunne Daniel Tekhlehaimanot skrive endnu et kapitel i, ikke bare eritreisk cykelsport men i global cykelsport.
Tour De France har de sidste årtier haft et princip om at løbet hvert andet år starter uden for Frankrigs grænser, og i 2015 havde Holland fået æren af at sparke verdens største cykelløb i gang. Helt specifikt fik Utrecht tildelt første etape, som var en 14 kilometer lang enkeltstart. Og hvem var første rytter ned af startrampen? Eritreiske Daniel Tekhlehaimanot. Ikke nok med Daniel så var eritreiske Merhawi Kudus ligeså på startrampen senere på dagen.
Daniel og Merhavi stillede til start for det afrikanske hold MTN-Quebecka, og gjorde milt sagt ikke meget væsen af sig på løbets første etaper. De var begge udtaget som hjælperyttere for den amerikanske sprinter Tyler Farrar og bjergrytteren Louis Meintjes hvilket ikke gav de to eritreere meget frihed.
Men på 6.etape ændrer det sig. Daniel Tekhlehaimanot river sig løs fra resten af feltet sammen med to andre ryttere, Perrig Quemeneur og Kenneth Van Bilsen. De fik hurtigt opbygget et stort forspring.
Foran feltet og de tre udbrydere venter der nu 3 kategori-4 stigninger, som hver i sær giver 1 point til den prikkede trøje. Spanske Joaquin Rodriguez har på daværende tidspunkt den prikkede trøje. Så hvis en af rytterne fra udbruddet kan vinde alle 3 bjerg spurter kan han overtage den prikkede trøje.
Første spurt kom efter 71 kilometer. Cote de Dieppe, en 900 meter lang stigning med 3.2% stigning i gennemsnit. Daniel Tekhlehaimanot tog kampen op mod de to andre og kom først over stregen.
Og ikke mere end 6 kilometer efter efter på Cote de Pourville-sur-Mer vandt Daniel sin anden bjerg spurt.
Nu stod den eritreiske helt med en gylden mulighed. Med 30 kilometer til mål faldt den sidste bjergspurt på Cote du Tilleul.
Daniel Tekhlehaimanot sad bagerst i gruppen og lurede på de andre to. Konstant kiggen over skulderen fra Van Bilsen og Quemeneur situationen mere og mere intens. Og med få hundrede meter tilbage af stigningen satte Daniel Tekhlehaimanot sit endelige angreb ind. Og det var der ingen der kunne svare igen på.
Daniel krydsede stregen først. Og kunne give kameraet et smil og en thumbs up. Daniel vidste godt hvad der lige var sket. Han havde skrevet historie på sine egne vegne, på Eritreas vegne og på afrikas vegne.
Daniel trådte op af trinene til det infamøse tour de france podium senere på dagen, og kunne lade sig hylde af de franske fans i målbyen Le Havre. Prikker på trøjen, armene i vejret og et smil på ansigtet.
Daniel Tekhlehaimanot fik lov til at køre i trøjen på 4 etaper, men måtte dog afgive den prikkede bjergtrøje til Chris Froome på 10.etape, men nu var vinduet for alvor åbent for eritreisk cykelsport.
Og herfra er det kun gået fremad. Den føromtalte Giro D´italia sejr til Biniam Girmay kom blot måneder efter han havde vundet den anerkendte klassiker Gent Wewelgem. Endnu en milepæl for afrikansk cykling.
Cykling, en spor som historisk set har været domineret af Europa, med et par nord og sydamerikanske afstikkere, er nu blevet et kontinent rigere. Mange har gennem tiden stillet sig selv og eksperter spørgsmålet ”hvis afrikanske løbere er så succesfulde, hvorfor kan cykelrytterne så ikke også være det?”. Det har Daniel Tekhlehaimanot, Biniam Girmay og co vist at de godt kan. Og der er meget mere på vej.
Denne artikel er skrevet af August Willadsen.
Kommentarer
Send en kommentar