Sporten i det antikke Grækenland

Denne artikel dykker ned i hvilken indflydelse sport havde i det antikke Grækenland. Netop det er essentielt, for at forstå hvordan sport og politik hænger sammen i dag, og samtidig hvilke historiske perspektiver der er i blandingen mellem netop sport og politik. I det antikke Grækenland, var der ikke tale om decideret sport, som vi kender det fra den moderne opfattelse. Det antikke Grækenland var tvært imod præget af spil og andre discipliner man kunne udøve. 

Tiden i det gamle Grækenland var opbygget af bystater, som hver havde en leder der bestemte. Bystaterne kæmpede mod hinanden om at udvide deres territorie, hvor det ikke var unormalt at en bystat var i krig det meste af tiden.  

 

Vi har altså at her at gøre med en krigskultur, hvor det var de mandlige beboeres fornemmeste opgave, at være i så god kropslig forfatning som muligt og stå til rådighed for bystaten i krig. Midlet til at være i så god form som muligt, var altså herigennem sporten, der blev brugt som krigstræning i denne sammenhæng - på denne måde var sport og politik to uadskillelige elementer. Hvor sportens formål altså var politik.  

 

Man dyrkede ikke sport for sig selv, men for statens nytte og for at gavne i krig. For beboerne blev krig og derigennem deltagelsen i krig, ikke set som et nødvendigt onde, men som en måde at udvise samfundssind, og hjælpe byen med at udvide dets grænser. 

 

Sammenkoblingen af de to elementer, betød også, at man kun dyrkede sport for at vinde. Man kæmpede altså kun om en førsteplads. Der var ikke en anden eller tredje plads, som man kender i den moderne sportsopfattelse, hvor man snakker om sporten for sportens skyld - her var der tale om liv eller død.  

 

Denne krigsprægede kultur, betød at man prioriterede de fysiske egenskaber over de mere intellektuelle værdier, hvilket også havde et præg på skolerne, da undervisning primært bestod af opdragelse i fysiske discipliner. Hvis man derimod ville lære at læse eller regne, var det noget man selv skulle betale for. Det var kun de frie, der kunne modtage undervisning på skolerne. De frie var alle indfødte mænd i byen. Skolerne ekskluderede altså kvinder, slaver og tilflyttere. 

 

Selvom sport var et middel til gavn for staten, blev atleterne ved en sejr i en konkurrence også hyldet og fejret på bedste vis. De blev modtaget som helte ved hjemkomst og blev belønnet. Dette kunne f.eks. være i form af livslang forsørgelse af mad eller andet. 

 

Sejrene, uanset om den var individuel eller ej, skinnede nemlig tilbage på bystaten, hvor der var en klar politisk værdi at hente. Det var en måde at markere sig på overfor de andre og vise deres plads i hierarkiet. Man fejrede altså heltene i sporten, ligesom vi fejrer heltene i sporten i dag, og bygger vores nationale identitet op om vores sportsstjerner. 

 

De olympiske lege i antikken, bar også præg af den kultur den fandt sted i. Det bestod af en række dyster, inspireret af krig. Deltagerne skulle blandt andet løbe hurtigst muligt i fuld udrustning, samt konkurrere i andet kampsport og nærkampe som boksning og brydning. Selvom der hyppigt var krig i samtiden, var de olympiske lege en begivenhed der skulle afholdes. Ikke ligesom i det moderne samfund, hvor krig og andre katastrofer udsætter sportsbegivenheder. Sporten var på en helt anden måde infiltreret sammen med resten af samfundet, og står som en modsætning til i dag, hvor samfundet er inddelt i forskellige sektorer, der opererer i sit eget felt.  

 

Ved de olympiske lege, havde atleterne et frirum og et slags helle og man risikerede ikke at blive slået ihjel. Det var kun de frie folk, der kunne deltage ved legene, men det er dog værd at bemærke, at selvom man kom fra en rig og magtfuld familie, der var velanset i samfundet, blev man stadig straffet. 

 

Dette kunne være med piskeslag, hvis man lavede et brud på reglerne i en dyst. Den sociale status blev altså brudt op, som er noget der også kendetegner den moderne sport. Alle var altså lige, og det var præstationen der var det vigtige.