Hitlers brug af OL i 1936.

Når man skal udpege, hvornår der for første gang bliver brugt sportswashing, bliver man ofte ført tilbage til OL i 1936. Det bliver peget på som det mest berømte og berygtede eksempel på en politisk brug af et mega-event. 

 

Dette grundet, at det blev afholdt af Nazisterne og Adolf Hitler. De ville igennem de olympiske lege, fremvise den nazistiske ideologi i symbiose med Tyskland, som et samlet Stortyskland. 

 

Tyskland der havde fået tildelt værtskabet en del år forinden, var faktisk skeptiske for om de overhovedet ville være værter for de olympiske lege, men dette ændrede sig efter Hitler, havde set hvilken effekt de havde på henholdsvis Amsterdam i 1928 og Los Angeles i 1932. 

 

De så altså at demokratiske styrer, kunne bruge mega-events, til at forbedre sit image, og derigennem opnå legitimitet fra resten af verden. Derfor valgte de at beholde legene, med Berlin som værtsby, på trods af Hitlers manglende sportsinteresse. 

 

OL i 1936 endte med at blive de, på daværende tidspunkt mest omfattende lege, hvad angik økonomi og mediedækning. Hitler var blevet meget bevidst om den værdi, sporten kunne have, både til at pleje sit image i hele verden – men også til at samle nationen om en samlet identitet. Elementer, der indgår i brugen af sportwashing. 

 

Som optakt til legene, valgte Adolf Hitler i 1933, at udpege Hans Von Tschammer und Osten, som nazisternes “sportsminister” - eller reichsportsfuhrer. Hans opgave var at transformere det tyske sportsforbund, så det stemte overens med den nazistiske ideologi. 

 

Han havde ingen sportslig baggrund men havde vist godt lederskab i den militære organisation SA (Sturmabteilung). Som et led i at strømline de tyske sportsorganisationer, blev alle organisationer, samlet under naziststyret. Alle dem der ikke fulgte trop, eller var utilfredse med styrets indblanding, blev opløst. 

 

Derudover blev alle organisationer, der havde en politisk agenda eller var præget af andre race eller religionsinteresser, opløst øjeblikkeligt. 

 

I 1930’erne var der kommet en opblomstring af tyske idrætsorganisationer, og sporten havde i de foregående årtier gennemgået en markant udvikling. Hitlers syn på sporten var meget lig det man så i det antikke Grækenland. Altså at sporten var en gren af militærtræning. Hitler var ikke af den overbevisning at man dyrkede sport for sporten og rekordernes skyld, ligesom man ellers gjorde i store dele af verden på daværende tidspunkt. 

 

Hans opfattelse var nemlig, at man skulle dyrke sport for at være i god form og være i god forfatning, så man kunne stå til rådighed for staten – man blev altså tvunget til at dyrke sport for nationens skyld.

Det var et krav fra føreren, at man skulle dyrke idræt, og der blev lavet et slogan, der lød, “din Krop tilhører nationen”, samtidig med der blev integreret 5 timers obligatorisk idrætsundervisning om ugen. 

 

Gennem fysisk opdragelse ville han skabe en ny og stærk ungdomsnation, der kunne repræsentere den nazistiske ideologi. I sin beskrivelse af idealet siger Hitler blandt andet: 

 

De tyske drenge skulle være ”hurtige som væddeløbshunde, seje som læder og hårde som skrupstål”

 

Ifølge den nazistiske ideologi og med Hitlers egne ord “legemligt sundt menneske med god fast karakter, opfyldt af beslutsomhed og viljestyrke” var målet at danne det perfekte menneske, og her var det med stort fokus på det kropslige. 

 

Hans idealer bar meget præg af tanken om en fysisk kropslig hærdelse, og han anså hæren som det eneste hæderlige i et ellers råddent folkelegeme. Den ideologi der lå bag nazismen, var altså at bygge landet op om den veltrænede disciplinære ariske race, med blondt hår og blå øjne. 

 

 

Nazityskland så de kommende olympiske lege, som et politisk værktøj, til fremførelsen af den ariske races overlegenhed og Nazityskland som et triumferende nyt stort rige. De ville vise landet frem fra dets bedste side. For at give landet en god optakt blev der lavet store sportsarrangementer, hvor der blev inviteret sportsfolk og andre betydningsfulde mennesker, for at vise rigets store gæstfrihed.  

 

Da Tyskland skulle fremvises på den bedste mulige måde, blev man også nødt til at gøre noget ved bybilledet, der var plastret til med racistiske og antisemitiske budskaber. Alt dette blev dækket til, da man ikke kunne have, at man fremstod med de holdninger. 

 

En ting man også har set da Qatar afholdt VM, hvor de prøvede at skjule visse budskaber, der ikke stemte overens med vesten holdninger og kultur - altså for at undgå negativ opmærksomhed. Dette kunne blandt andet være deres holdning til homoseksuelle, eller deres syn på ligestilling. Alt dette er et spil for at charmere omverdenen. 

 

Der var også en række aviser og magasiner, der fik forbud mod at udsende numre i den tid de olympiske lege stod på. Det var klart og tydeligt at det man ville have ud af begivenheder, var at give omverdenen det bedste indtryk, så man gemte altså sin sande ideologi væk, i hvert fald fra begivenhedens centrum. 

 

Alle atleter fik også den samme modtagelse og varme velkomst uanset baggrund og race, og de blev behandlet ens af styret. Tyskland indviede endda, efter samtale med den internationale olympiske komite, at lade én jøde stille op for Tyskland, både ved sommer- og vinter OL, der begge blev afholdt i samme år i landet. Det var bedst for at virke på linje med de demokratiske værdier ved de moderne olympiske lege.  

 

OL, består af en række forskellige ritualer, blandt andet en åbningsceremoni. Her er det kutyme, at det er værtslandet der har en monopolpolitik, altså styrer slagets gang og har fuld bestemmelsesret over budskaberne. Så det er den perfekte arena for en politisk agenda, hvor man ved, at man har hele verdens fulde opmærksomhed for en stund. Dette blev brugt som en iscenesættelse af højeste karat, både af Tyskland, men også af Adolf Hitler.  

 

Af tidsskrifter dengang, bliver åbningsceremonien beskrevet som overvældende, pompøs og betagende. Den bestod først af en modtagelse af Hitler, efterfulgt af den tyske nationalmelodi, der blev efterfulgt af Horst Wessel-sangen, der var en nazistisk militærleder, der blev gjort til martyr efter sin død. 

 

Åbningsceremonien var altså en god mulighed for at blande nazistiske symboler, sammen med de tyske, og skabe billedet af et forenet Stortyskland, som hele verden kunne se. Ceremonien bød også på indførelsen af et element, der stadig bliver praktiseret ved olympiader, nemlig det fælles fakkeloptog, hvor alle de deltagende landes atleter kommer ind og bliver hyldet. 

 

Tyskernes atleter var de første i rækken, dernæst kom de græske, der slog rødder tilbage til olympiadens oprindelse. Grækerne var ført an, af en marathon-løber, der bar en oliven gren, der skulle overrækkes til Hitler. 

 

Den klassiske hilsen ved et OL, hvor man rækker højre hånd i vejret ud til højre, for at modtage publikums hyldest, blev ved denne lejlighed af tyskerne, til noget der mere kunne minde om den klassiske nazistiske heilen. Det beskrives også flere steder, hvordan publikum favoriserede dem der heilede.

 

Når en atlet havde vundet en disciplin, blev han eller hende ført op til Hitler-logen hvor han eller hun gav en personlig hilsen og en lykønskning. Generelt var Hitler meget til stede ved begivenheden, og det beskrives at han næsten ankom hver dag til stadion ved 15-tiden, og blev modtaget som en gudelig skikkelse. I takt med at han indtog sin plads i æreslogen, rejste de tyske tilskuere sig op og gave ham en heil-hilsen.  

 

Hvis man kigger på det Olympiske stadion i Berlin, med dets form og facaden, kan man ikke komme udenom, at det æstetiske udtryk minder om Colosseum. Dette sammenkoblet med placeringen af Hitlers æresloge lige i midten af stadion, med den bedste plads og den bedste eksponering. En plads hvorfra han kunne modtage publikums hyldest og holde taler. 

 

Dette leder tilbage til den opfattelse de romerske kejsere havde af sporten, hvor han skulle opleves i centrum. For nazisterne handlede OL altså ikke om sport, men om politik. Her var OL bare midlet og Nazismen var budskabet. 

 

En af de nationer der imponerede allermest sportsligt, var den fremstormende idrætsnation USA. De havde et væld af dygtige sorte atleter. Blandt andet stillede den legendariske amerikanske sprinter og længdespringer Jesse Owens op, og blev den helt store stjerne. Publikum blev bjergtaget over den sorte atlets evner, også det tyske. 

 

Dette var ikke noget der faldt i god jord hos Hitler og partiet. Det var dog en pris man var villige til at betale, for ikke at fremstå så racistisk som rygtet lød på. Selvom USA, var en af de nationer, der vandt flest medaljer – de fik anden flest med 56, så var der en tendens med at de fascistiske lande var de mest toneangivende. Italien, der også var en storsatsende idrætsnation, kom på tredje pladsen med 22 medaljer.

 

Tyskland var dog det land, der fik klart flest medaljer, da de hev 89 medaljer i hus. Tysklands fik altså med sine imponerende sejrsgang, virkelig vist den ariske race frem på bedste vis.  

 

Som nævnt blev OL i 1936, det mest omfattende nogensinde i forhold til sin tid. Dette gjaldt også begivenhedens eksponering. Det var nemlig en del af nazisternes plan og mål at vise verden, hvor lang landet var fremme i forhold til den teknologiske udvikling. 

 

Der blev investeret massivt i den nyeste teknologi, i form af de nyeste filmiske muligheder, der skulle bruges til dokumentation og til at lave visuelt, overdådige og overlegne film som en del af den store nazistiske propaganda maskine. 

 

Dokumentationen blev til en meget omdiskuteret dokumentar, Olympia, der udkom, i 1938 altså to år efter. Den blev lavet af Leni Riefenstahl, der var en af periodens mest toneangivende filmskabere. Riefenstahl, var en fast samarbejdspartner med nazistpartiet og havde også skabt filmen viljens triumf, der udkom i 1934 og fulgte Adolf Hitler i dagene op til han blev valgt.  

 

En anden ny teknologi, der blev brugt, var det nye æterbånd, der gjorde at en radioforbindelse nu var tilgængelig for alle. OL i 1936, blev dækket uden nogen som helst forståelse af Nazitysklands intentioner med at bruge sporten som en politisk scene. Den legendariske kommentator, Gunnar “Nu” Hansen, fik sit gennembrud ved legene som radiokommentator. Han sagde om sin oplevelse af legene: 

 

“Jeg glemmer aldrig den sidste aften på det olympiske stadion i Berlin 1936, da alle 100.000 tilskuere rejste sig op – man greb sidemanden hånd - ligegyldig hvilken nation han eller hun tilhørte - og råbet “jeg kalder verden ungdom” gjaldede gennem det dødstille stadion.” 

 

Dette udsagn, ”jeg kalder verdens ungdom”, var noget som Hitler fik indskrevet på den olympiske klokke, der hang i det høje klokketårn. Så OL i 1936 blev altså en begivenhed, der kunne påvirke en hel generation af unge elitesportsfolk også i Danmark. 

 

Tyskerne fik virkelig forført befolkningen og var en kæmpe succes, der var ikke skyggen af at man kunne se det politiske brug, tværtimod. To dage efter OL sluttede, skrev Jyllands Posten en hyldende artikel.

 

“Det i alle henseender vellykkede forløb af olympiaden i Berlin, tegner således en klar sejr for den sande sport i kampen mod den politiske sport” 

 

Et af de centrale aspekter ved sportswashing begrebet, er autokratiernes, brug af sporten, som et middel til at underminere problemer i hjemlandet, ved at forblinde det udenlandske publikum.

 

I OL i 1936, var nazisterne, meget opmærksomme på ikke at fremstå racistiske i deres holdninger, da det ville skabe for meget negativ opmærksomhed ved legene, og være imod de oprindelige intentioner ved et demokratisk sportsarrangement. 

 

De manipulerede med bybilledet, og fjernede negative budskaber i bybilledet, for at fremstå så rene som muligt, så det storslåede arrangement kunne forbedre deres image mest muligt. Da dette også betegnes som det første brug af sportwashing i moderne tid, gik det rent hjem.  

 

Menser man på hvordan Saudi Arabien i dag bruger sportswashing, blandt andet for at underminere, de historiske problemer med brugen af migrantarbejdere, der er blevet en integreret del af kulturen i Saudi Arabien, grundet den pludselige udvikling i olieproduktionen, bliver dette dækket meget mere kritisk.

 

Vi er altså, i takt med, at sport og politik er kædet mere sammen i moderne tid, blevet bedre til at se det som styrerne der står for arrangementerne, i virkeligheden prøver at underminere – hvilket ikke var tilfældet i 1936, der blev benævnt som en sejr for den rigtige sport over den politiske brug af sporten.