Grundlæggerne, kom fra kirkerne og kostskolerne og så klare opdragende elementer i sporten såsom fairplay og teamwork. Dette samt det åbenlyse fysiske aspekt i sporten, gjorde, at det blev en integreret del af kostskolerne. Spillet blev baseret på den gængse legemskultur, der bar præg på en alsidig udvikling og generel udvikling i kompetencer hos de udøvende.
Op i gennem 1870’erne, blev fodbold introduceret i de urbaniserede miljøer, hvor arbejderne nu var samlet og skulle finde noget at bruge deres fritid på.
Som David Conn siger: ”Når nu man var tvunget til at arbejde sammen, kunne man da lige så godt også spille fodbold sammen i fritiden”.
Det var her der skete et brud på spillets traditioner som der førhen havde eksisteret ilandsbysamfundet i England. Kostskolerne så også sporten som et led i almen karakterdannelse og derfor betød skolernes involvering i sporten gjorde at den gik fra fysisk voldsomme spil uden et specifikt regelsæt, til at blive en regelbaseret sport.
Eftersom den engelske arbejderklasse blev introduceret til fodbolden, begyndte de første fodboldklubber så småt at dukke op.
Det var altså meget normalt at de første fodboldklubber blev skabt gennem arbejdspladser, men der var også klubber der blev etableret grundet et fællesskab i skolen, eller kirken.
Fodbolden blev hurtigt en kæmpe succes, og folk strømmede til for at se arbejderne spille mod hinanden. Arrangørerne af kampene, fik endda ideen om at opkræve penge fra tilskuerne. Der var altså hurtigt tale om en kommercialisering af sporten.
Kampene mellem de forskellige klubber, blev hurtigt ret intense og folket havde virkelig taget sporten til sig – og det gjaldt virkelig om at vinde for en hver pris. Det var aldrig nok bare at være med.
I takt med sportens stigende popularitet blev FA`s aristokratiske værdier udfordret. Det engelske fodboldforbund havde en holdning om at sporten skulle foregå på amatør basis, men grundet den pludseligt enorme sportslige konkurrence var flere af klubberne begyndt på at betale de bedste spillere fra egnen for at spille for dem.
Dette er første gang økonomisk kapital træder ind i sportens verden og spiller en rolle. Naturligvis på et langt mindre niveau end i dag. Men var det her første tegn på sportens forfald?
I 1885, blev FA mødt af truslen om, at klubberne ville bryde ud af deres fodboldsystem, hvis ikke de tillod spillerne at blive professionelle, så FA, gav efter. I 1888, samlede 12 professionelle engelske klubber sig, og dannede den første professionelle liga nogensinde.
Der kom flere og flere penge i fodbolden, og af denne grund, var der mange klubber, der allerede i slutningen af 1800-tallet, begyndte at danne tilhørende virksomheder, med den motivation at ejerne af klubben ikke skulle stå for en personlig hæftelse af klubbens økonomi. Udviklingen i fodbolden gjorde også, at der skulle bygges nye stadioner, og her var det en fordel at man kunne lade forretningsmænd investere i klubben og derigennem hjælpe med finansieringen.
For at sikre at investorerne ikke brugte klubberne, til at tjene og trække pengene ud af fodbolden lavede FA i 1899 et sæt regler for hvordan virksomhederne skulle operere. FA havde sat en ramme for hvor stort et afkast klubberne måtte tjene, på deres forretning og denne måtte ikke overskrides. Som direktør i en fodboldklub, var det forbudt at modtage løn, eller andet kompensation for sit hverve i klubben.
Men trods FA`s hårde hånd og deres rolle som regelsættere kunne de ikke modstå klubbernes og ejernes krav. FA var i sidste ende dybt afhængige af de publikummer som klubberne kunne trække.
Fodbolden i England havde en god og stødt udvikling op til 1980’erne, der af mange betegnes som det mest problematiske årti i fodboldhistorien. Der var et stort problem med arbejdsløshed i landet, der især ramte industrikvarterene.
Derudover var der også et stigende problem med hooliganisme. Dette betød at der kom færre fans på stadion – i sæsonen 80/81, faldt tilskuertallet, og i de kommende sæsoner, var dette tal, dalet med ca. 1 million pr. Sæson. I sæson 85/86, var tallet det laveste, siden 1922, hvor ligaen blev udvidet til fire divisioner, som vi kender det i dag. Selvom ligaen var i krise, var der alligevel 16,4 millioner samlede tilskuere denne sæson. Der var altså behov for støtte fra kernen af klubbernes fans.
I 1980’erne var der mange klubber, der var på kanten til konkurs og desperat manglede penge, men disse klubber overlevede alle sammen og efter årtiet var slut kom alle 92 klubber i de øverste ligaer ud med skindet i behold. Klubberne blev reddet grundet investeringer fra lokale forretningsmænd, der mente de kunne redde klubben, men de var også afhængige af de loyale fans, der så klubben som et tilhørssted og nærmest noget religiøst, fremfor en investering der skulle tjenes penge på.
Fansene var i bund og grund utilfredse med de nye investorer i klubben, og mente de drev klubben inkompetent – og havde det svært med deres motivation om økonomisk gevinst. Men de forblev loyale, havde altid håb til klubben, og vidste det var nødvendigt med penge hvis klubben skulle overleve.
FA, var bevidste om at, de var nødt til at gøre noget for at få penge ind i fodbolden, så man kunne komme igennem krisen. Derfor blev de nødt til at løsne mere op for de stramme krav de havde sat for klubberne, for at gøre det mere attraktivt at investere penge i feltet.
I 1981, havde de ophævet kravet om at en fodbolddirektør ikke måtte tjene på sit arbejde i klubben. Det måtte han nu, så længe han bare arbejdede fuldtid for klubben.
Derudover hævede de også det maksimale afkast, der kunne udbetales til investorer, så den nu ikke lå på 5 % men på 15 %.
De største klubber i ligaen havde det noget nemmere og tjente faktisk penge, hvor det derimod var de mindre klubber der var i knibe. Det meste af fodboldverden, tænkte at det vigtigste for at fodbolden kom igennem krisen, var en fælles front, så man kom samlet igennem.
FA, var i krise og der var en klar mangel i lederskab fra forbundet, og dette ville de største klubber udnytte. De fik også lavet om på den regel der sagde, at det hold der spillede på udebane skulle have 20 % af de samlede entreindtægter. Dette var en regel, der blev etableret under 1. verdenskrig, for at hjælpe alle hold igennem krigen.
Men fra 1983, blev det lavet om, så hjemmeholdet ikke skulle dele pengene – og hjemmeholdet fik det hele. Denne regel hjalp de største hold markant, og var en stor fordel for f.eks. Manchester United, der på sin hjemmebane Old Trafford, havde en kapacitet på 67.700 tilskuere.
Hvorimod de mindre klubber kun havde omkring 10.000 tilskuere. Dette var altså en aftale FA gik med til i en krisesituation, der kun gjorde forskellen mellem rig og fattig større. Denne ændring blev etableret ved starten af 83/84 sæsonen.
Men de store klubber var ikke tilfredse og ville have mere til dem selv. I 1985, var der endnu engang en seriøs trussel fra topklubberne om en udtrædelse fra FA og deres ligasystem. FA og klubberne, kom dog til enighed om en ny aftale, denne gang omhandlende det fordelingen af TV-pengene.
Før i tiden blev pengene fra sponsorer og TV, fordelt ligeligt mellem de fire øverste rækker. Men efter den såkaldte “Heathrow Agreement”, fik den øverste række 50 %, den næstbedste 25 % og den tredje- og fjerdebedste række måtte dele de resterende 25 %. Derudover indebar aftalen også at de store klubber fik en stemmeret hos FA. Klubberne i den bedste række præsenterede FA for kravene, med sloganet “say yes or we break”.
Denne udvikling i fodbolden, hvor det var de største klubber, der blev forfordelt, kan i grove træk tilskrives de eksterne investorer, der investerede i klubberne i starten af 80’erne.
De var hovedsageligt unge forretningsfolk, der havde en kommerciel tilgang til sporten og ville tjene penge på deres ejerskab. De havde skabt sig en formue ved andre virksomheder og brugte den kapital til at købe den klub de holdt med.
Dem der havde den største indflydelse, var David Dein, der investerede i Arsenal, Irving Scholar, der investerede i Tottenham og Martin Edwards – tilsammen blev de kaldt for “The Whiz Kids”. De havde et tæt samarbejde op igennem 80’erne, hvor de havde fokus på at forbedre vilkårene for deres egne klubber.
David Dein havde især fokus, på at skabe kontakter i branchen og influere mennesker, så han kunne få mere magt og indflydelse – og da klubberne i 1985 fik stemmeret i forbundet, meldte han sig ind øjeblikkeligt.
Man kan her retrospektivt, sætte spørgsmålstegn ved om det at have succes i forretningsverdenen, giver en de rette kvalifikationer, til at styre en fodboldklub, hvor man ikke bare kan tænke på sig selv og profit.
1980’erne var generelt et hårdt årti, men det fik en forfærdelig konklusion d. 15. april 1989, hvor 97 Liverpool fans, der hovedsageligt var unge, mistede livet til en FA Cup kamp mellem Liverpool og Nottingham Forrest. Kampen blev spillet på Hillsbourogh Stadium, og er heraf i eftertiden blevet omtalt som Hillsbourogh skandalen.
Skandalen var en hård konklusion på 80’erne og satte FA i en desperat situation. De havde kæmpet for at holde de store klubber oven vande, men havde ikke haft de slidte stadionerne og tilskuernes sikkerhed i fokus – derfor bliver denne episode af mange tilskrevet FA, der var ansvarlig for de generelle forhold i fodboldligaen.
Indgangen til 1990’erne var på mange måder et vendepunkt for fodbolden – og Dein, Scholar og Edwards, som var visionære og så muligheder for at det kunne ændre fodbolden drastisk.
De største fem klubber i England, som de selv havde døbt sig, Manchester United, Liverpool, Arsenal, Everton og Tottenham, satte sig sammen og ville gøre alvor af de mangeårige trusler om at starte deres egen liga – hvor ligaen kunne beholde alle pengene til dem selv. Selvom det var stik imod de oprindelige værdier for forbundet, gik FA med til ideen og gav deres accept til den nye liga i 1991, fordi de igen var bange for at de ville bryde ud af FA.
Den nye række blev kaldt for Premier League og bestod af 20 hold, og den første sæson startede i sommeren 1992. Dette tidspunkt faldt sammen med udløbet af den daværende TV-aftale med ITV– her havde de visioner med det nye satellit-tv, hvor der var muligheder for at tjene flere penge.
De fik solgt rettighederne for distributionen af kampene til tv-selskabet Sky som i 1992 betalte 305 millioner pund for 5 år - penge der udelukkende skulle gå til de 20 bedste hold i landet.
For at sætte det i perspektiv havde den tidligere ITV aftale kun en værdi på 44 millioner pund – som altså skulle fordeles mellem de bedste 92 hold i landet. I 1997 forhandlede man aftalen med sky op til 670 millioner pund. Aftalen fra 2004 til 2007, lød på 1,1 milliarder pund og var mindre end aftalen fra 2001 til 2004, der var på 1,6 milliarder pund
Dette skyldes det usikre finansielle klima, men alligevel havde sky betalt over 3,5 milliarder kroner til de bedste engelske klubber for 15 års rettigheder, da de så stor værdi i udviklingen af fodbold som medieindhold.
Med andre ord, kom der i slut 90’erne og start 00’erne rigtig mange penge i fodbolden, nogle af pengene blev brugt til at bygge stadioner, da der, efter Hillsborough skandalen, var kommet nye krav om at alle tribuner skulle være siddetribuner
Men mange af pengene satte også gang i en inflation i transfersummer og spillerlønninger.
FA var efter 80’ernes krise altså bange for at miste sin status som fodboldforbund, og var for opsatte på at beholde deres position i sporten. Dette betød et stort kompromis på de oprindelige værdier, som derefter gav de store klubber lov til at gøre hvad de havde lyst til.
Denne massive økonomiske kapital der kom ind i fodbolden, kunne være brugt til at hjælpe fodbolden i en mere forenet og bredere forstand, hvor FA er ansvarlige for mere end de 20 bedste hold, eller sågar de 92 bedste, men styrer også alle de 43.000 amatører eller deltids professionelle klubber der findes i England – de skal altså i den ideelle verden tænke på mange millioner af mennesker, der enten spiller eller ser fodbold på regelmæssigt - altså alle agenterne.
Hvis vi definerer organisationen FA, som hovedorganisationen, der skal holde hånden over fodbolden og varetage de brede interesser i feltet, så er denne udvikling, et tegn på den generelle fodboldopfattelse i forfald. Dette viser bare hvor meget klubberne over tid, har udvekslet og brugt den økonomiske kapital og forbedret deres position i fodboldverden.
Det har flere gange været på tale, at klubberne ville bryde ud af forbundet, men det endt som lidt af en myte. Selvom klubberne har den økonomiske kapital og er dem der tager chancerne og har mest på spil i feltet, ville det være svært for dem at eksistere i samme omgang, uden FA.
For selvom FA frygter, at deres autoritet kun er baseret på frivillighed i klubberne, som var grundlag for deres oprettelse - så besidder de en vigtig videns kapital i feltet, nemlig deres organisatoriske viden, der får spillet til at fungere.
Her taler vi blandt andet om dommerne, spillerregisteringer og generel infrastruktur, som spillet er afhængigt af. Et stoppet samarbejde med FA, ville også betyde en udelukkelse fra de store Europæiske turneringer, der er organiseret af UEFA, der er hovedorganisationen i Europa, og som også giver stor prestige og økonomisk gevinst.
Dette betyder altså at forbund og klubber, har en vis gensidig afhængighed af hinanden. Vi har dog set en udvikling i feltet, siden begyndelsen, hvor den organiserende agent, FA, har indtaget en reaktiv rolle, for at holde fast i de oprindelige værdier, om amatørisme, mens klubberne og den økonomiske kapital har haft den dominerende rolle og har styret spillets gang.
Spørger man de store klubber, og dem der var med til at præge udviklingen og oprettelsen af Premier League, beskriver de et FA, der ikke gjorde så meget modstand og oplevede, at de kunne gøre hvad de ville, efter skandalen i 1989.
Efter 1989 havde de brug for pengene til at opbygge deres stadioner, men samtidig så de alle de bedste spillere gå til andre ligaer og gjorde de engelske klubber svagere. For at de skulle have en chance for at konkurrere med de andre hold i Europa, var der på denne måde brug for økonomisk kapital.
Når de bliver stillet til regnskab for at den økonomiske fordeling har skabt ulige forhold i fodbolden, hvor klubberne uden for Premier League, kæmper for økonomisk overlevelse, har de en holdning, der ikke stemmer overens med et felt præget af frivillige organisationer, men den bærer i stedet præg af deres baggrund som forretningsfolk.
De tager chancerne, og sørger for underholdningen, og derfor mener de at det også fair, at de får hovedparten af pengene.
Hvis udviklingen i fodbolden har lært os noget, siden 80’erne er det, at alt handler om penge, og er blevet lidt som en legeplads for rigmænd, der ikke ved hvad de skal gøre med deres formue – et skelsættende eksempel på dette, var da den russiske olie milliardær Roman Abramovich, købte aktiemajoriteten i Chelsea FC i 2003.
En klub, der lå godt til i ligaen, men aldrig blandede sig i mesterskabskampen – inden opkøbet havde de senest vundet den engelske liga i 1955. Året efter Abramovich kom til, havde klubben brugt 175 millioner pund på nye spillere. Det gjorde at de vandt mesterskabet i sæsonen 2004/2005 og efterfølgende også vandt mesterskabet i sæsonen 2005/2006. Dette var med til at cementere at det var muligt at købe succes i fodbolden, og har dannet præcedens, hvor der efterfølgende har været mange rigmænd, der har søgt ind i fodbolden.
Kommentarer
Send en kommentar