Da sporten kom til Romerriget

Den antikke græske sport, kom til Rommeriget i 31. Fvt., da rommerne erobrede de hellenistiske områder. Dette førte til, at den romerske kultur blev dybt præget af den græske. 

 

Romerne var ikke overbevist om at sporten, ligesom i Grækenland, skulle bruge som krigstræning. Som kontrast til den græske sport, der blev brugt som en måde at udvise magt og vise styrke eksternt til de andre bystater, fortolkede de romerske kejsere sporten en anelse anderledes. Det er nemlig tydeligt at der var større fokus på at styrke magten og pleje befolkningen

 

Den romerske satiriker Juvenal, skrev sådan her om den romerske befolkning efter implementeringen af den græske sport: 

“Det folk som tidligere gav magtbeføjelser til konsuler, legioner og alt andet, er nu faldet så dybt, at det kun begærer to ting, brød og skuespil.” 

 

Dette citat er meget sigende om den romerske befolkningstilstand, der før var beskrevet som kritiske overfor magten men, at det eneste de nu gik op i, var at de fik noget at spise og skuespil, altså at blive underholdt. 

 

Skuespil i dette tilfælde er tæt sammenkoblet med sport, da sporten var en del af den store underholdningsindustri, der var blevet etableret. Kejserne så altså arenaerne, som et stort teater, hvor de kunne føre sig frem for befolkningen og vise deres storhed – og derigennem skabe legitimitet i befolkning. 

 

Sporten skulle altså sørge for at passivere befolkningen, og på den måde undgik man potentielle oprørske masser i befolkningen. Tag i mente, at det her foregik lang tid før vi havde nogen form for moderne definition af sportswashing. 

 

Men hvis vi kører romernes brug af sporten gennem sportswashing modellen, er det tydeligt at misledning af befolkningen er et kendt greb, den dag i dag. Autokratiske styrer bruger altså på samme måde kæmpe sportsbegivenheder til at pleje befolkningen i 2024. 

 

 

I det gamle Grækenland, dyrkede de frie borgere kappestrider (argon), mod hinanden, mens der i Romerriget blev udøvet ludes, der kan oversættes til: spil for publikums ære. Det er afledt af Ludo (jeg leger/spiller). 

 

Denne beskrivelse stemmer overens, med at det handlede om at aflede befolkningen og overstimulere dem. Der blev brugt markante summer på disse slags aktiviteter. I løbet af et par hundrede år, blev der næsten lavet en fordobling af dage med aktiviteter og fest, fra at der i kejser Augustus’ dage (han sad på magten fra 27 f.v.t. til 14 e.v.t.) fra 93 om året var i 200 evt. Ca. 175 dage om året, med arrangementer til ære for befolkningen. 

 

Dette er en markant ændring og siger meget om hele denne “brød og skuespil” tankegang der var hos kejseren – og som en central del i kejserens søgen efter legitimitet. 

 

Det var også en integreret del af den måde, man opbyggede byerne på, og indgik i den officielle byplanspolitik, der sagde at for at man kunne kalde det en officiel by, så skulle der være en offentlig badeanstalt, et forum til forsamlinger, en gladiatorarena til de mange gladiatorkampe og en væddeløbsbane til hestevæddeløb, der var en populær disciplin for publikum at overvære. 

 

Her vises det igen, at sporten var en integreret del af samfundet, og var noget for sig selv, som er opfattelsen i teorien om det autonome felt. 

 

I stedet for de græske beboeres forsamlingsfrihed i forum, der var præget af en demokratisk tankegang, så blev den romerske befolkning, gjort til et fremmedgjort element og placeret som tilskuere og prop fodret med kulturelle tilbud. 

 

Rom blev altså meget hurtigt forvandlet til en kæmpemæssig tilskuerboble. Dette var et eksempel på, at de græske kejsere søgte legitimitet i befolkningen gennem de store mega-event, der har en sammenhæng med måden, Saudi Arabien også søger legitimitet i befolkningen.  

 

Efter Grækenlands indlemning som en egentlig provins i år 27, f.vt, blev den græske sport gjort mere blodig, så den næsten kunne konkurrere med de berygtede gladiatorkampe i sin brutalitet. I gladiatorkampene, gik romerne i krig mod barbererne og lod dem udstille ved derefter at lade dem kæmpe mod hinanden i arenaen.

 

I modsætning til den græske sport, hvor de frie mænd, var i krig mod hinanden og kæmpede konkurrencer med hinanden. Gladiatorkampene, blev altså en måde at genskabe den storslåede stemning ved krigens sejr. Dette er også en modsætning til grækerne, der nægtede barbererne at dyste, men her indtog de hovedrollen, ofte med livet som indsats. 

 

Selvom de havde en status som slaver i samfundet, blev de alligevel hyldet og nogle idoliseret, grundet af de stod op for dem selv og døde med ære.  

 

De mange arenaer, blev også brugt til at nyde romernes sejre over den vilde natur. Dette skal forstås som at der blev arrangeret kampe mellem mennesker og dyr, der var blevet importeret fra Asien og Afrika. De var sågar lige ved at udrydde, en række truede dyrearter. 

 

Der blev hentet mange eksotiske dyr til rom i den periode f.eks. krokodiller og flodheste, som publikum var helt vilde med, og som var et symbol på, at romerne mente at de kunne tage hvad de ville. 

 

Gladiatorarenaer og hestevæddeløbsbanerne, var først og fremmest underholdning og en mulighed for kejseren at vise storhed overfor befolkningen. Arenaerne kom også til udtryk som befolkningens talerør, hvor de både kunne hylde kejseren, hvis de var tilfredse med en beslutning, og dermed også give utilfredshed til kende fx hvis de var sure over en beslutning.

 

Disse ytringer var set som en naturlig rettighed hos borgerne, og der blev ikke sparet på noget, hverken overfor borgerne eller kejseren.  

 

Der er adskillige eksempler at hente hvor publikum, grundet en, i deres øjne forkert dom, har vendt kejseren ryggen. Et af disse eksempler var da publikum nægtede at hylde Kejser Nero, på trods af han havde hyret en del af befolkningen som heppekor. 

 

Dette er også et greb der bliver brugt i dag, hvor man ser stater, typisk i Mellemøsten, arrangere at få publikum på stadion, så det virker til at opbakningen er større og man udstråler større popularitet. 

 

Arenaerne var på denne måde, et vigtigt aspekt for kejseren, og han ville altså gå ind og manipulere sin opbakning, for at virke mere populær, end hvad han egentlig var.

 

Storheden som kejserne ville udstråle, skinnede også igennem i de enorme bygninger, de fik opført til sporten. Colosseum er et fremragende eksempel de glamourøse og storslåede arenaer som skulle forføre det romerske folk, og som skulle udstråle storhed for det romerske rige, og den romerske kejser.

 

Kejseren havde også en fast plads nederst med den bedste udsigt, helt i midten af stadion, han havde så sine senatorer bag sig, så kom ridderne, dernæst plejberne, der var den almene frie befolkning, og øverst sad slaverne og kvinderne. Placeringen som tilskuer afhæng altså af den enkeltes status i samfundet, der ofte var givet efter sine økonomiske midler.  

 

I det antikke Grækenland, var de olympiske lege en begivenhed, der var tilegnet det frie folk og fandt sted uanset hvad der ellers skete i samfundet.

 

Men i år 67, fik kejser Nero udskudt legene, så han selv personligt kunne deltage. Han stillede blandt andet op i hestevæddeløb, hvor han endte med at falde af hesten. Dog blev han alligevel erklæret som vinder af konkurrencen og kunne hyldes som den hurtigste kusk, i verden – desuden tog han over 1800 præmier med hjem. 

 

Dette står som en lysende kontrast til det demokratiske grundlag grækerne havde bygget legene på - hvor alle fik den samme behandling uanset hvilken status de havde. Kejserens deltagelse viser, hvor vigtig en rolle sporten og dets triumfer havde i rommeriget, og hvordan kejserne virkelig tog det til sig i sin iscenesættelse i den store underholdningsindustri der var en dominerende faktor i det romerske samfund.  

 

Så selvom, der ikke var tale om sport, som vi kender det i dag, samt de forskellige styreformer og kulturer, så anderledes ud end det gjorde ved etableringen af den moderne sport. 

 

Så er der nogle konkurrenceelementer og noget publikumsinteresse, der går igen. Det viser også hvordan underholdning og mega-events, kan bruges som iscenesættelse og at man som statsleder, kan have stor gavn af at være repræsenteret ved de rigtige begivenheder, og den magt man derigennem kan få - der altså giver en politisk værdi. 

 

Dette var altså lang tid før, der var nogen der havde talt om sportwashing, men centrale hovedelementer går igen.