Det er her den daværende saudiske vicekronprins (kronprins siden 2017) løfter sløret for den tiende, og meget ambitiøse udviklingsplan for Saudi Arabien. Saudi Vision 2030. En udviklingsplan, som skal være med til, at Saudi Arabien bevæger sig væk fra de konservative sociale strukturer som i mange år har præget samfundet - men også en udviklingsplan med fokus på økonomien.
Saudi Arabien har siden de første gang fandt olie i 1938, baseret stort set hele deres økonomi på olieindustrien, men efterhånden som oliepriserne er faldet, har Saudi Arabien haft det sværere ved at profitere på eksporten af olie, og det udstiller den saudiske økonomi som værende meget skrøbelig. Så skrøbelig at IMF (International Money Fund) i 2015 udgav en rapport som gjorde det klart, at hvis Saudi Arabien ikke fik diversificeret sin økonomi og hvis olieprisen forblev så ustabil som den var på daværende tidspunkt (og stadig er), så ville staten Saudi Arabien være bankerot i 2020.
Derfor så man det, fra saudisk side, nødvendigt at indlede en diversificering af økonomien, som blandt andet også indebar en forstørrelse af den meget lille private sektor som Saudi Arabien huserede på daværende tidspunkt. Som følge af udviklingen af den private sektor har man i Saudi Arabien valgt blandt andet at fokusere på turismen, kulturelle tilbud og et bedre og mindre ustabilt marked for potentielle entreprenører.
Blandt de kulturelle tilbud fylder sporten en stor rolle i Saudi Arabien, og i Vision 2030. Når man orienterer sig rundt i sportsverden i år 2023, er det svært at undgå saudiske sponsorer, flag og klubejere. Alt dette er sket på baggrund af Vision 2030.
Mohammed Bin Salman bliver hurtigt kendt verden rundt som en reformagtig leder, men også indenfor de saudiske grænser, bliver Mohammed Bin Salman rost for sine ambitiøse målsætninger for nationen. Specielt den unge generation i Saudi Arabien bider mærke i Vision 2030. For første gang i lang tid føler de unge sig anerkendt. De føler sig set, og kan rent faktisk mærke at Mohammed Bin Salman henvender sig til dem
Det er ikke helt tilfældigt at de unge saudiere reagerer som de gør på Vision 2030 tilbage i 2016. I modsætning til de tidligere udviklingsplaner, så lægger Mohammed Bin Salman og det saudiske regime nemlig stor vægt på at tale til, og appellerer til den unge generation i Vision 2030.
Med hjælp fra en semantisk analyse kan netop dette belyses. Hvordan regimet fremstiller sig selv, hvordan de appellerer til og inddrager ungdommen, og hvordan Vision 2030 adskiller sig fra de tidligere udviklingsplaner. For at kunne belyse det faktum at regimet i stor stil henvender sig til de unge i større stil i Vision 2030, vil jeg inddrage den ottende udviklingsplan fra 2005 og fokusere på retorikken og de symboler som forekommer i de to udviklingsplaner.
Således har denne artikel ikke i sinde udelukkende at analysere de politiske mål og reformplanernes indhold, men nærmere hvordan de bliver formidlet, og hvilke retoriske virkemidler som gør Vision 2030 så speciel.
En stor del af MBS` plan med Vision 2030 er at skabe legitimitet. Det saudiske regime havde i flere årtier et legitimt regime, og befolkningen bakkede blindt op om det saudiske kongehus. Der var med årene opstået en form for social kontrakt som gik ud på at befolkningen bakkede op om regimet, lige meget hvad, så længe de fik tilstrækkelige velfærdsydelser. Men i forbindelse med det arabiske forår i 2011 og det usikre oliemarked fra 2008 og fremad, havde det saudiske regime nu et markant tyndere grundlag, og forandring var bare et spørgsmål om tid.
Legitimitet blandt den unge generation er speciel vigtig for MBS og Saudi Arabien, da ungdommen (de 15-34-årige) udgør 36% af befolkningen. Det er samtidig også den unge generation som presser mest på, i forhold til forandring. Det er ikke den ældre og konservative del af befolkningen.
Allerede ved første kig på Saudi Arabiens vision 2030 kan vi se at den appellerer langt mere til den almindelige saudiske befolkning, og i særdeleshed også de unge, end fortidens udviklingsplaner. Vision 2030 er kun 85 sider lang, mens den ottende udviklingsplan fra 2005 er hele 738 sider lang. Allerede her kan vi se tegn på, at det saudiske regime har forsøgt at gøre læsningen mere overskuelig for befolkningen. Der er formentlig større chance for at saudierne, og de fleste mennesker på jorden for den sags skyld, sætter sig ned og læser 85 sider, end 738 sider.
Endnu et bevis på den større overskuelighed er forskellen på mængden af billeder og tabeller i de to udviklingsplaner. Saudi Vision 2030 har udover teksten og grafikker hele 41 billeder, mens udviklingsplanen fra 2005 ingen billeder har. Til gengæld indeholder 2005 planen hele 260 tabeller og grafer, mens Vision 2030 ikke besidder en eneste graf eller tabel.
Det er med klar intention regimet har valgt denne strategi for Vision 2030. Det er markant mere stimulerende at kigge på et billede, end det er at kigge på en graf, og det er meget nemmere at forholde sig til, for den brede befolkning. Det er formentlig kun et meget snævert udvalg af saudiere, der kan bruge de mange grafer og tabeller fra planen i 2005 til noget, mens de mange farver og billeder fra Vision 2030 appellerer til et stort publikum. Specielt de unge saudiere har nemmere ved at komme igennem 2030 planen end den ottende udviklingsplan fra 2005.
Rent tekstmæssigt er der også markante forskelle på de to udviklingsplaner. I begge planer er der sektioner, som omhandler den unge generation, og der er stor forskel på retorikken i de to sektioner. I Vision 2030 er der end markant mere positiv og opløftende retorik. Ord som ”talent” og ”potential” står skrevet flere gange, mens udviklingsplanen fra 2005 har større fokus på ”responsibility”. Også et ord som ”contribute” spiller en stor rolle i 2030 planen, mens det ikke er nævnt i 2005 planen.
På den baggrund kan vi sige noget om det syn regimet har haft på de unge både i 2005 og 2016. i 2005 havde man, fra saudisk side, ikke den store tiltro til den unge generation. De blev i højere grad anset som en byrde, og som en befolkningsgruppe der skulle tilfredsstilles næsten udelukkende gennem sport og en udvidelse af sports faciliteter. Der er stor fokus på netop sport og de førnævnte faciliteter i 2005 planen, og det siger noget om det snævre syn som regimet havde på den unge generation på daværende tidspunkt.
Samtidig er der også langt mere fokus på kvinder i Vision 2030. ordene ”women” og ”female” forekommer 6 gange i Vision 2030 i forbindelse med sektionerne om den unge generation, mens det kun står skrevet 2 gange i samme sektion i 2005 planen. Den store fokus på kvinder, og kvinders rettigheder giver god kontekst når man tænker på flere af de love, som regimet i Saudi Arabien valgte at ophæve i årene efter udgivelsen af Vision 2030. Blandt andet fik kvinder i 2018 lov til endelig at køre bil.
I det førnævnte statslige tv-interview hos Al Arabiya lægger Mohammed Bin Salman vægt på den nye saudiske mentalitet som en ”investeringsmentalitet” der vil påvirke hele verdensøkonomien Det begynder at tegne et billede af forandring i måden regimet bruger udviklingsplanerne til at henvende sig til den saudiske befolkning, og ved at ændre på retorikken og fremstille Saudi Arabien som et ”os” kan regimet også på den måde, mindske distancen mellem borgerne og regimet, samt skabe et billede af Saudi Arabien som en tæt knyttet befolkning.
Også ord som ”transparens” og ”troværdighed” fylder meget i Vision 2030, i et forsøg på at gøre op med den frustration der har været med regimet og dets korruption og nepotisme. ”Befolkningens glæde og tilfredsstillelse er vigtig for os”, står der i Vision 2030. Regimet ønsker at det fremstår som om de går op i folkets velvære.
I takt med det, er der også sket en opblødning i nogle af de konservative sociale normer som landet førhen var præget af. Det er nemlig noget der taler til den unge generation. Men også kunst, kultur, fritidsinteresser og underholdning bliver i Vision 2030 nævnt som værende centralt for udviklingen og tilfredsstillelsen af den unge generation.
Det saudiske regime erkender i Vision 2030 at de kulturtilbud som landet tilbyder, ikke er tilstrækkelige. Ifølge Vision 2030 matcher kulturlivet ikke tilnærmelsesvis det enorme potentiale som det besidder, og det harmonerer ikke med den økonomiske situation i landet.
Vision 2030 hævder at regimet vil støtte og hjælpe private organisationer med at organisere kulturelle begivenheder, som oveni kan tiltrække lokale og internationale investorer og sponsorer. Umiddelbart skulle man tro at der udelukkende bliver snakket om sportsbegivenheder. Måske er det fordi det er det vi oftest ser i medierne, og det som fylder mest i populærkulturen i vesten. Men Vision 2030 nævner også ting som biblioteker, museer og forfatter og instruktører.
Regimet forsøger altså at inddrage så stor en del af befolkningen som muligt. ”Land suitable for cultural and entertainment projects will be provided and talented writers, authors and directors will be carefully supported. We will seek to offer a variety of cultural venues – such as libraries, arts and museums – as well as entertainment possibilities to suit tastes and preferences”.
Specielt bibliotekerne og forfattere er værd at bide mærke i.
Saudi Arabien er et land med meget lille pressefrihed, hvis nogen overhovedet. Ifølge Reporters Without Borders ligger Saudi Arabien i talende stund nummer 170 ud af 180 lande på deres ”pressefriheds index”. Ligesom i dag, er der i årene optil udgivelsen af 2030 planen massevis af journalister, forfatter og frihedskæmpere som bliver undertrykket og anholdt.
I 2015 havde regimet fængslet samtlige medlemmer af ACPRA (Saudi Civil And Political Rights Association) (Human Rights in Saudi Arabia, 2015). ACPRA var en NGO som kæmpede for menneskerettigheder i landet, og som fremhævede og promoverede FN`s menneskerettighedslove som blev vedtaget i 1948.
Selvom Saudi Arabien ikke har rykket sig den mindste smule på pressefriheds indexet siden Vision 2030 blev udgivet i 2016, ændrer det ikke på det faktum at regimet i 2030 planen med den gældende retorik har prøvet at overbevise sin befolkning om at forandring ville finde sted. Dette er endnu et soleklart eksempel på at det saudiske regime forsøger at skabe legitimitet mellem dem og befolkningen. Med soft power gennem retorikken skaber det saudiske regime en tiltrækkende og attraktiv ide om Saudi Arabien, som et land uden undertrykkelse.
Det er dog væsentligt at have i mente, at der er stor forskel på retorik og handling. Specielt i et pseudo-demokratisk land som Saudi Arabien, hvor netop legitimitet i så mange årtier har spillet en stor rolle.
En yderligere vigtig komponent i Saudi Vision 2030 er det såkaldte “daem” program som visionen sætter i gang. Daem er et nationalt program som skal forsøge at tilføje kultur og underholdnings aktiviteter i landet. Dette er endnu et eksempel på regimets forsøg på at beskæftige sit folk, og underholde dem. På den måde kan man sige at Daem indbyder til at skabe legitimitet hos folket, gennem lokal sportswashing.
Alt taget i betragtning så var, og er, Saudi Vision 2030 et vigtigt stykke historie når man skal analysere og betragte ”det nye Saudi Arabien”. Mohammed Bin Salman og det saudiske regime fremstår som modige, reformagtige og mindre konservative end førhen set, og det virker attraktivt for den ungdomsgeneration som fylder så meget i Saudi Arabien, og som udgør størstedelen af mediebilledet, både lokalt og internationalt.
2030 planen adskiller sig gevaldigt fra den retorik, der tidligere er set i de saudiske udviklingsplaner, og maler et billede af et nyt saudisk samfund, og en ny selvforståelse. Et land som siden det blev grundlagt i 1932 har været underlagt minimal pressefrihed og brud på menneskerettigheder ser nu ud til at have en hel anden fremtid, med større kvindelig påvirkning på samfundet, og et hav af kulturelle, finansielle og sociale muligheder.
Men spørgsmålet er dog stadig hvordan 2030 planen i realiteten har påvirket det saudiske samfund. Kan vi tale om en ny saudisk nationalfølelse eller identitet?
Kommentarer
Send en kommentar