Men bag de store stadioner og de dyre spillere ligger en fortælling om magt, korruption og sportswashing. Vi vil derfor dykke ned i hvilken rejse der er gået forud for denne destination i sportsverdenen.
Lad os derfor undersøge historien om hvordan den saudiske olieindustri sparkede gang i en massiv økonomisk vækst i landet. Og samtidig, lad os undersøge hvordan oliemarkedet, og prisen på olie globalt set har tvunget Saudi Arabien til at diversificere sin økonomi. Med i historien om den omtalte diversificering af økonomi lægger nemlig en fortælling om sportswashing, som skulle blive en definerende faktor for den nutidige fortælling om sportsverden.
Første gang verden introduceres til olie i stor mængde, sker i 1859 i USA. I 1933 begynder kongedømmet i Saudi-Arabien en søgning efter denne olie og i 1938 bliver den hidtil største kilde af petroleum. Denne opdagelse vendte komplet om på hele landet.
Inden denne opdagelse var landets økonomi dybt afhængig af muslimer, der var på spirituel rejse for at opleve byen Mekka. Med fundet af denne petroleumskilde kunne landet i stedet industrialiseres og først opbygger Saudi-Arabien en stabil infrastruktur, der bliver finansieret 92% af olieeksport.
I 1950’erne bliver olie den vigtigste energiform på kloden, og forbruget af olie stiger drastisk i 1960’erne. Grunden til dette opsving kom i takt med industrialiseringen og det stigende behov for andre transportmidler.
Et vigtigt punkt i oliens historie sker i 1970’erne, da USA er nødsaget til at importere olie. I al den tid verden har været afhængig af olie, har USA været selvforsynende, og har endda eksporteret deres overskydende olie.
Alt dette ændres da landet er nødsaget til at importere olie grundet et forbrug, der oversteg mængden. Denne hændelse medvirker til, at oliemarkedet bliver vendt om til at agere som en magtfaktor.
Saudi Arabien og USA var tæt forbundet på oliefronten.
Eftersom USA var dem der hjalp Saudi med at finde olie tilbage i 1938, var det oplagt at de to lande skulle indgå diplomatiske aftaler om distribueringen af olie. I takt med det, blev det vi kender i dag som Aramco grundlagt (Arabian, American Oil Co). I dag er firmaet dog udelukkende på saudiske hænder, og agerer som det største statsejede olieselskab i verden.
I de følgende år bliver verdenen mere og mere afhængig af olieproduktion. Olie bliver et bærende fundament verden over, for at kunne holde et lands industri og generelle samfund kørende. Denne afhængighed varmer Saudi-Arabien sig på, og eksport af olie ender med at udgøre 90% af landets omsætning og 40% af landets BNP. Storbyerne i Saudi Arabien blev med årene indsvøbt i high-end hoteller, internationale firmaer og fremmede ansigter. Alt var godt, og pengene strømmede ind, og mulighederne virkede endeløse.
Fra 1973 voksede en økonomisk elite frem, som følge af en stigende oliepris og øgede statslige investeringer. I denne tid opretter Faisal bin Abdulaziz Al Saud, som var konge i Saudi Arabien fra 1964-1975 “The Saudi Public Investment Fund”, hvis mål er “help establish companies of foundational importance to the economy, including many “national champions””.
Lige netop Saudi Public Investment Fund har vist sig at spille en stor og vigtig rolle for saudiernes indtog i sportens verden. Blandt andet i forbindelse med LIV Golf turneringen og den fuldkomne økonomiske overtagelse af fodboldklubben Newcastle United.
Den økonomiske elite opstod på baggrund af Aramcos tætte samarbejde med staten. Dette samarbejde gjorde, at den politiske elite og økonomiske elite blev sammenfiltret. Olieindtægter blev pumpet ind i den private sektor, hvilket resulterede i stigende politisk indflydelse fra den private sektor.
Dette kan derved kobles til, hvordan den økonomiske elite sandsynligvis har haft massiv indflydelse på saudisk økonomisk politik og deres arbejdsmarkedspolitik.
Det er ikke nogen hemmelighed, at migrantarbejdere har haft en afgørende betydning for Saudi-Arabiens kæmpe økonomiske opsving. Saudi-Arabiens brug af migrantarbejdere går helt tilbage til den tidlige olieindustri.
Da Aramco blev stiftet i 1933, var der i stor stil brug for arbejdskraft. Aramco forpligtede sig til at benytte saudisk arbejdskraft såfremt de var kvalificeret. Dog mente Aramco at denne arbejdskraft ikke var tilstrækkelig, og fik tilladelse af kongehuset til at få importeret italiensk arbejdskraft
I denne tid opgjorde Aramco at 80-97% af virksomhedens ansatte var saudier. Denne opgørelse er dog tvivlsom da Aramco angiveligt har købt nationalitetscertifikater af politiet til migrantarbejderne. Selvom der muligvis var fiflet med tallene, var størstedelen af arbejderne saudiere i 1950’erne.
De arbejdsforhold vi ser i dag, der fanger udenlandske migrantarbejdere og giver dem slavelignende forhold, sås også dengang med de saudiske arbejdere. Der var et tydeligt hierarki, hvor de amerikanske ledere var øverst og saudierne var nederst. De var opdelt i et næsten apartheidlignende system, hvor lederne boede i villakvarterer med pool modsat de saudiske arbejdere, der mest af alt boede i hvad der virkede som slumkvarterer med telte.
Der sker en ændring i dette magtforhold, da saudierne bliver præsenteret for socialismen, panarabismen og marxismen. Som følge af dette sker en masse strejker, der tvinger Aramco til give bedre forhold og lønstigninger til saudierne. Disse lønstigninger får Aramco og regeringen til at genoverveje migrantarbejdere, da de ikke skal have lige så meget i løn og ikke kræver lige så gode forhold. I dag er landets beskæftigelse domineret af migrantarbejdere, og de har haft en afgørende betydning for opbyggelsen af Saudi Arabien, som vi kender det i dag.
Saudi er afhængig af migrantarbejdere for at opfylde deres arbejdskraftsbehov, og migrantarbejdere har haft en afgørende rolle inden for flere dele af den saudiske økonomiske succes. Migrantarbejdere besætter mange af de lavtlønnede og intensive jobs, herunder olie og gasindustrien, byggeri og serviceindustrien. Ved at opfylde disse behov for arbejdskraft i afgørende sektorer har migrantarbejde bidraget til Saudi Arabiens økonomiske vækst.
Eftersom de saudiske borgere ikke bliver tiltrukket af de lavtlønnede jobs, er størstedelen af den nye saudiske infrastruktur bygget af migrantarbejdere. Samlet set har Saudi Arabiens brug af migrantarbejdere været en afgørende drivkraft for deres økonomiske vækst.
Saudi Arabiens formue steg og steg som årene gik, i takt med at oliepriserne blev ved med at stige. I 1945 producerede landet 58.000 tønder råolie om dagen og små 30 år efter i 1972 producerede man 6 millioner tønder om dagen og i 1974 lå tallet på 8,2 millioner tønder om dagen. Det er blot for at give et indtryk af, hvor hurtigt det gik i de år. Alt imens priserne steg og den saudiske stat blev rigere udformede der sig en form for social kontrakt landet over.
Så længe den saudiske stat bakkede op om borgerne og samfundet finansielt i form af ingen skat og moms, samt velfærdsydelser, ville borgerne bakke politisk op om staten. Grundet denne finansielle støtte fra regimet virkede det ikke attraktivt for de unge at gå ud og skaffe arbejde, da systemet reddet borgerne. Unge nyuddannede ønskede derved udelukkende de gode jobs og ville ikke nøjes med de mindre attraktive jobs.
Denne standard gjorde at landet så en markant stigning i arbejdsløsheden. I takt med at de omkringliggende lande åbnede øjnene op for de undertrykkende regimer, opstod der også en bevægelse i Saudi Arabien. De unge arbejdsløse, og frustrerede borgere havde formået at mobilisere sig. Disse begivenheder var med til at udløse det vi i dag kender som det arabiske forår.
Det arabiske forår starter i december 2010, og fylder det meste af 2011. Bevægelsen var overordnet set en konsekvens af utilfredsheder med regeringerne i store dele af Mellemøsten. Befolkningen krævede politiske reformer, økonomisk retfærdighed og social retfærdighed.
Regeringen svarede dog hurtigt på denne utilfredshed, og fik sluttet demonstrationerne og protesterne ved brug af hårde magtmidler.
Denne politiske undertrykkelse bliver senere hen blandet med økonomiske problemer. Disse problemer opstår da oliepriserne gradvist begynder at falde. Oliepriserne kunne ikke blive ved med at stige, og i det 21-århundrede blev kursen og prisen for olie mere utilregnelig. I 2008 lå prisen pr tønde på 145 dollars, og i takt med den globale finanskrise, faldt den til 35 dollars pr tønde i 2009.
Prisen blev ved med at variere i de efterfølgende år, og den saudiske stat indså nu, at hele det grundlag de havde bygget deres land på, nu var i fare. Nemlig at basere statsøkonomien på et enkelt fossilt brændstof.
Den ekstremt høje arbejdsløshed blandt unge, økonomisk ulighed samt religiøs og etnisk diskrimination medførte at regimet begyndte at miste deres legitimitet og derved var der en fare for at den sociale kontrakt mellem borgerne og regeringen kunne smuldre. Regimet var derfor nødsaget til at handle for, at opnå denne legitimitet igen.
Ydermere indser Saudi-Arabien ud fra disse økonomiske svingninger i oliepriserne at en BNP, som udelukkende er baseret på en enkel finansiel kilde, er ekstremt sårbart, og derfor var Saudi i takt med de dalende oliepriser, som nævnt tidligere, nødt til at sprede deres gevinster ud på flere markeder.
Med en massiv mængde penge i ryggen, var der gode muligheder for Saudi til at investere i forskellige projekter. Disse projekter blev samlet i en udviklingsplan, det saudiske regime valgte at kalde Saudi Vision 2030. En udviklingsplan som stod ud, i forhold til de tidligere planer, og som for første gang i den saudiske historie talte til folket på en langt mere appellerende måde.
Næste artikel dykker ned i en dybdegående analyse af den føromtalte Vision 2030 plan, med fokus på retorik og sportswashing.
Kommentarer
Send en kommentar