Velkommen til en serie af artikler,
som skal være med til at belyse og nuancere debatten om Mellemøstens indtog i sportsverden. Artiklerne tager udgangspunkt i Saudi Arabien, og er delt op i små bider fra et semester-projekt fra Roskilde Universitet. Artiklerne skal agere som kritik overfor de mellemøstlige investorer, men i lige så stor grad overfor de vestlige sportsaktører.
På en FIFA-kongres, en kold december aften, i Zürich kunne den daværende FIFA-præsident Sepp Blatter, fra sit podie, åbne en konvolut med ordet ”Qatar” med små sorte bogstaver.
Det betød, at Qatar var blevet valgt som værtsnation til VM 2022. En FIFA-jury bestående af 22 medlemmer, var af den ene eller anden grund overbevist om at miniputnationen Qatar, absolut skulle stå for den største sportsbegivenhed på kloden, frem for en etableret sportsnation i form af USA.
Da værtskabet for den 22.udgave af mændenes VM i fodbold blev givet til den arabiske ørkenstat Qatar, var der mange inde for sportsverden, der løftede på øjenbrynene og gned sig i øjnene en ekstra gang.
På daværende tidspunkt, i 2010, lå Qatar som nummer 99 på FIFA`s (det internationale fodboldforbund) internationale rangliste, og stod dermed til at skulle blive den suverænt dårligste, rent sportsmæssige, nation til at afholde et VM i fodbold for herrer.
Hvis vi krydrer det med en juni-juli måned, hvor VM normalt afholdes, med 50 graders varmt vejr, og en nærmest ikke eksisterende fodboldkultur eller infrastruktur, så skulle man tro, at Qatar var på dybt vand, når det kom til at vinde rettighederne til at afholde VM i fodbold. Men på forunderlig vis så lykkedes det den qatarske VM-delegation at vinde over både USA og Australien i kampen om VM-værtskabet.
Sporten har igennem tiden været finansielt og organisatorisk domineret af vesten, men de seneste par årtier har vi været vidne til en stor forandring. Oliestaterne på den arabiske halvø er nemlig begyndt at poste umenneskelige mængder af penge i sportens verden.
Både for at hvidvaske deres image som et land med menneskerettigheds problemer og undertrykkelse, men også for at underholde sit folk og lukke munden på de politiske modstandere. Men Mellemøsten var ikke de første til at benytte sig af sporten som politisk værktøj.
Der er et hav af eksempler på nationer og statsledere i tidens løb som har brugt ”sportswashing” som politisk strategi, og som ynder at benytte sporten og kroppen til at fremme deres image.
Siden årtusindeskiftet har vi dog set en håndfuld mislykkede forsøg på at bryde ind på, eksempelvis, fodboldmarkedet. Kina har forsøgt sig med en fodboldliga i verdensklasse, og Japan har forsøgt sig med køb afdankede verdensstjerner i deres karrierers efterår. Men historien tager en 180-graders vending i 2010
Det skulle blive et skelsættende øjeblik i sportens historie. Det var her den brede befolkning første gang rigtigt blev bekendt med begrebet sportswashing, og det var i årene efter at diskussionen om, sammenhængen mellem, sport og politik blusede op.
En diskussion som kom til at handle om menneskerettigheder, eller mangel på samme, om soft power og om geopolitik. Men i bund grund en diskussion som man med fordel kunne have bragt op lang tid før.
Sport og politik har nemlig været viklet ind i hinanden i flere århundreder, og det er bestemt ikke tilfældigt at Qatar og Saudi Arabien har så stor succes med deres sportswashing nu om dage. Vi har nemlig fra vestlig side selv tilladt, at sporten kunne blive politisk, og vi har dermed kun os selv at takke, for den retning sportens verden er på vej i.
Kommentarer
Send en kommentar